Mostrando entradas con la etiqueta in danish. Mostrar todas las entradas
Mostrando entradas con la etiqueta in danish. Mostrar todas las entradas

martes, 28 de octubre de 2025

GAVEN TIL MOR - dansk vise

https://youtu.be/leF_04bYsbk?si=2arMi4Wii8fJiK2a  

GAVEN TIL MOR - dansk vise


Hun havde sparet månedsvis, ja meget, meget længe

til hendes sparegris var blevet fuld af kobberpenge

og alle sparepengene, dem skulle pigen bruge,

for mor har jo fødselsdag engang i næste uge.

Det er så dyrt at kør' med bus, så hun må altid trave

hun går til juvelerbutikken for at købe gave.

Den gamle guldsmed smiler lidt, mens pigen står og nejer

hun knuger om sin sparegris, der rummer, hvad hun ejer.

Hun står og ser sig om med øjne, der er fyldt med lykke,

så spø'r hun: "Undskyld, men hvad koster såd'n et perlesmykke?"

Den gamle guldsmed svarer: "Jo, nu skal jeg si'e dig prisen

det koster nøjagtig det, du har i sparegrisen".

Den lille pige takker ham, og grisen skifter ejer,

så ta'r hun smykket, går mod døren, vender sig og nejer.

Den rige juveler må stå lidt fattig i butikken

da pigen med et glædessmil forsvinder i trafikken.

En uge gik, og så en da', kom mo'ren lidt bedrøvet

til disken med sit smykke og der stod hun lidt og tøved'.

"Min datter si'r, hun købte det, men jeg kan ikke nægte,

at jeg har vær't betænkelig for smykket er jo ægte.

"Hun har vel ikke stjålet", hvisker mo'ren ganske stille.

I juvelerens blik begynder nu et smil at spille.

"Den lille pige stjal mit hjerte, da hun stod og nejed'

og takked' mig så høfligt, mens hun gav mig alt, hun ejed".

https://youtu.be/leF_04bYsbk?si=2arMi4Wii8fJiK2a

domingo, 27 de noviembre de 2022

HANS BRIX OM SNEDRONNINGEN 4. HISTORIE / SNOW QUEEN 4TH STORY

 

Hans Brix om Snedronningens fjerde Historie, "Prins og Prinsesse"

Under Udformningen af Grantræet — 4 Dec. 1844 — havde han (HC Andersen), som ovenfor vist, bestemt sig til at sammentrænge »Klods-Hans« — der jo vilde have staaet altfor grelt til sine Omgivelser — til en enkelt Linje. Til Gengæld har han Dagen efter — 5 Dec. — indflettet dette det eneste Eventyr han kunde i Snedronningen. Dette er naturligvis ikkegjort i et ørkesløst Lune. Andersen har for at komme udover det døde Punkt i Fortællingen valgt at skildre Oplevelsen fra 1822 med Søsteren i Eventyrforklædning. Hun drog fra Odense til København i den Tro at finde Broderen som Aladdin i et Slot; men hun — og han — tog fejl; han var ikke Aladdin, og havde ikke fundet Lykken. Om hans Angest for hende i den første Tid derefter minder Skov-Kragens Ord till Gerda: Saadan en lille Pige som du faar aldrig Lov til at komme ordentlig ud. — Det morsomme Indfald med Tjeneres Tjenere, der holder Dreng, er dannet over en Rejseerindring, der fortælles i Mit Livs Eventyr: I Bøhmen havde han hørt en Jøde sige, at han vilde ikke være Konge, det var saa svært, men nok en Konges Kammertjener, ligesom En han havde kendt, der var bleven saa tyk, at han ikke kunde gaa, men maatte atter holde sig igen en Kammertjener. — Hele Skildringen af Hoffet er i det hele gjort med megen Omhu og stort Kendskab; Andersen var bleven en forfaren Mand, siden han sidst havde skildret højere Steder i Eventyrene. —
Hvad Eventyreren selv angaar, da er han ingen Klods-Hans; en saa grotesk Figur lod sig ikke passe ind i denne Ramme; han er derimod en gammel Bekendt, nemlig Soldaten fra Fyrtøjet; han kommer ganske frejdig marcherende lige op til Slottet med sin Ransel paa Ryggen; til Lakajerne nikker han og siger: »Det maa være kedeligt at staa paa Trappen, jeg gaar heller indenfor.«
...
Her (i syvende Historie) træffer Gerda gamle Bekendte, men hverken hun eller Broderen giver Agt paa de Tegn, der møder dem: ... og Prinsen og Prinsessen er rejst til fremmede Lande. — Det vil sige, at det er ikke blot Aarstiden der er draget forbi, men at en Aarrække er gaaet. —

22 Juli 1843 (H.C. Andersens antegninger): Heiberg skrækkeligt medtaget af »Dagen«. Kørt Tur forbi Turebyholm! Skyggespil paa Buskene, idet vi kørte1. Fortalt Eventyr. Grev Moltke Nutschau indtruffet.
1. Cfr. Prinseparrets Drømme i Snedronningen.


Sandra Dermark's Translation, 27th of November 2022

Hans Brix on the Making of the Snow Queen's Fourth Story, "Prince and Princess" 

- We've got the inspiration behind the Prince (we know the Princess may be drawn from Shakespeare's Portia, but here's where her consort came from) as well as the inspiration for there being a hierarchy of gentleman courtiers and their valets and valets' valets - ditto court ladies and their maids and maids' maids. And most importantly the date for the making of this subplot... the 5th of December 1844. So why not make the 5th of December unofficial Fourth-Story-Prince-and-Princess Day and celebrate it by reading the subplot aloud, watching versions of it, looking at illustrations, perusing Maria Tatar's and Hans Brix's analyses (both on this blog), and eating the food mentioned in the subplot: bread and butter (smørrebrød), sugar pretzels (sukkerkringler) and gingerbread nuts/gingersnaps (pebernødder). You can buy the two latter foods, which are the pastries in the golden carriage, at Flying Tiger of Copenhagen in December, since they are Christmas pastries in Denmark.

During the creation of "The Spruce Tree" (AKA "The Christmas Tree") on the 4th of December 1844, Hans Christian Andersen had decided to sum up the Nordic folktale "Simple Simon" ("Klods-Hans"), which would have seemed too lurid and garish for the people of his society surroundings, in a simple, streamlined fashion. On the other hand, on the next day (the 5th of December), he nested this folktale, the only one he could, into The Snow Queen. Naturally, this has not been done in an effortless mood. Andersen has, in order to overcome a dead point or writer's block in his telling of The Snow Queen, chosen to depict the experience with his sister in 1822 in fairytale guise. She came from Odense to Copenhagen with the hope of finding her brother, like Aladdin, at a castle or palace, but both siblings were wrong; Hans Christian was not Aladdin, and he had not found his fortune yet. His anxieties about her in the time shortly afterward are recalled by the forest crow's words to Gerda: "Such a little maiden as you will never be allowed to enter (the royal castle) properly."

The witty irruption about the gentleman courtiers' valets' valets, who keep a pageboy apiece, is created from a memory of his travels, that Andersen tells in his memoirs, The Fairytale of My Life: In Bohemia (the present-day Czech Republic), he had heard a Jew say that he did not want to be king, for that was too difficult, but only a king's valet, like one he had known, who had put on so much weight that he could not walk, but was forced to keep a valet of his own. 

The whole description of the royal court is generally done with lots of care and lots of knowledge about the subject; Andersen had become an experienced man since the last time he had depicted such high places in his tales.

When it comes to the young adventurer himself, he is no Simple Simon; such a grotesque character would never fit into this frame; he is rather an old acquaintance, namely the soldier from "The Tinderbox" (AKA "The Lighter," or "The Firelighter"); he comes rather confidently marching straight up to the castle with his knapsack on his back; to the lackeys on the staircase he nods and says: "It would be tiresome to stand all day on the stairs; I'd rather go inside."

... (Nothing said about the death of the redshirt servants/entourage of the golden carriage)

Here (in the Seventh Story) Gerda meets old acquaintances, but neither she nor her playmate (Kai) pay attention to the signs that they meet: ... and the Prince and the Princess are travelling through foreign lands. 

This means that not only has a season passed (winter changed into spring), but that a whole year cycle has come and gone.

One year and a half before, and we get a possible inspiration for all the dreams of riders haunting the royal castle while HCA was working on a story he called "The Cygnet" ("Ugly Duckling" in the present day):

22nd of July 1843: Heiberg frighteningly shocked by "The Day" (a newspaper). Drove a while by Turebyholm! Shadowplay on the bushes, as we drove our carriage1. Told magic tales. Met Count Moltke Nutschau.

Annotation 1 for "Shadowplay on the bushes:" Compare the dreams of the Prince and Princess in The Snow Queen.

jueves, 4 de julio de 2019

SIGURD BARRETT FORTÆLLER - UR SNEDRONNINGEN

SIGURD FORTÆLLER

Illustreret af Stine Rosenberg


SNEDRONNINGEN





KAPITEL 4
PRINSEN OG PRINSESSEN

"... på grund af den prinsesse, han har fundet!"
"Bor han hos en prinsesse?"
...
"Så fortæller jeg ..., så godt jeg kan, ..."

Nu skal du bare høre, hvad ... fortalte:

I dette kongerige, hvor vi nu sidder, bor det en prinsesse. Hun er så klog, at hun har læst alle aviser i hele verden, men hun har glemt det hele igen. Forleden dag sat hun på sin trone og kedede sig voldsomt. Så kom hun til at synge en lille sang, som lød sådan her:

Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig?
Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig?
Tra la la la la.
Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig?

Ja, prinsessen ville gerne giftes, men hun ville ikke have en mand, som bare var pæn og høflig, for det ville blive alt for kedeligt i længden. Nej, hun ville have en mand, som kunde komme med et sjovt og klogt svar, når man sagde noget til ham. Så kaldte prinsessen alle sine hofdamer sammen og fortalte dem om sin plan, og de blev helt vilde af begejstring: "Det er vel nok en god ide!" sagde de alle sammen og klappede begejstrede i hænderne.




...tror måske ikke på min historie? Det kan ... ellers roligt gøre, for jeg er kæreste med en ..., som bor oppe på slottet, og hun har selv fortalt mig det hele!

Næste dag udkom avisen med den store nyhed, at prinsessen søgte en mand. Det var hjerter på hele avisens forside, og inde i avisen kunde man læse, at enhver mand kunde komme op på slottet næste dag og tale med prinsessen. Den mand, der var bedst til at tale, ville hun gifte sig med. Næste dag strømmede det til med mænd, som ville gifte sig med prinsessen, og dagen efter kom det endnu flere, men ingen av dem var så gode til at tale, at prinsessen ville gifte sig med dem. Ude på gaden kunne de alle sammen godt tale, men så snart de kom ind at slotsporten og så garden i sølv og tjenerne i guld, blev de helt stille. Når de kom op i den store sal, hvor prinsessen sad, kunne de ikke finne ud af andet end at gentage, vad prinsessen sagde, og det syntes hun ærlig talt var ret kedeligt. Når de kom ud på gaden bagefter, kunne de sagtens tale igen, men da var det jo for sent.

"Men hvad så med ...? Var han bland de mange mænd, siden du fortæller den historie?"
"Rolig, rolig, ... Jeg kommer til det nu..."

Nu var det blevet den tredje dag, og nu kom der en lille fyr marcherende op til slottet. Han hade hverken vogn eller hest, og hans tøj var fattigt at se på, men han havde flot langt hår, og hans øjne skinnede ...!

Han havde en rygsæk på ryggen.

Jeg må indrømme, at det ved jeg ikke helt præcist, men hør nu videre, for min ... kæreste har fortalt mig det hele!

Da den lille fyr kom ind ad slotsporten og så garden i sølv og tjenerne i guld, blev han ikke det mindste bange. Han smilede til dem, og så sagde han:
"Dav. Hvor må det dog vare kedeligt at stå herude i de uniformer. Jeg tror, jeg vil gå indenfor til prinsessen i stedet for!" Så gik han indenfor og op ad trappen til salen, hvor prinsessen sad. I salen var det tjenere og hofdamer og fine herrer med alvorlige ansigter, som bar rundt på store guldfade, men den lille fyr blev slet ikke bange for dem. Hans støvler knirkede, og det kunde jo godt have været megapinligt, men tænk sig, det var det slet ikke!

Ja. ..., hvor støvlede knirkede. Den lille fyr gik lige direkte hen till prinsessen. Hun sat oven på en kostbar perle, der var lige så stor som et hjul. Rundt om hende stod hofdamerne og deres piger og deres pigers piger sammen med tjenerne og deres tjenere og deres tjeneres tjenere. Jo tættere, de stod ved døren, jo finere mente de selv, de var, og ham, som stod helt henne ved døren, havde fjollede tøfler på og var så selvfed, at man nærmest ikke kunne holde ud at se på ham.

"Åh, det lyder skrækkeligt. Men vad så med ...? Fik han prinsessen?"
"Lad mig bare sige det, som det er. Prinsessen var så smuk, at hvis ..., så havde jeg taget hende selv! "Også selv om jeg egentlig er forlovet. Og jeg er faktisk kanongod til at tale, især på ..."
"...Hvad med ...? Fik ham prinsessen?
"Okay da. Hør så historien færdig," ... at høre slutningen på ... fortælling.




"Hvis jeg skal gifte mig med dig," sagde prinsessen, da hun så den lille fyr. "så skal jeg først høre, hvor godt du kan tale!"
"Jamen det er slet ikke det, jeg er kommet for!" sagde den lille fyr. "Jeg er kommet for at høre, hvor godt DU kan tale!"
Det gik et sug gennem alle tjenerne og hofdamerne. Sådan var det ingen, der havde turdet tale til prinsessen før. Og fra det øjeblik talte den lille fyr og prinsessen så godt med hinanden, at de endte med at blive gift! De var nemlig vældig kloge begge to!

"...Vil du ikke hjelpe ... op på slottet, så ...?"
"Det er lettere sagt end gjort," ... "Jeg må hellere spørge min ... kæreste om, hvordan man gør. Det er ikke sikkert, at ... kan få lov til at komme in på det fine slot, ..."
"Jo, det skal ... nok få lov til!" ... "... så lukker ... helt sikkert ind lige med det samme!"
"Det vill vise sig," ... "Vent ved stenen der, så ... jeg hen og tjekker det og kommer tilbage ...!" Så ... sin vej.

... ved stenen hele dagen, og først då det var blevet aften, kom ... igen. ... havde et stykke brød ....
"...og her har ... et stykke brød, som min kæreste snuppede til ... i slottets køkken, for ...!"
"Tak," ... "men hvordan kommer ... ind på slottet?"
"Det er desværre ikke muligt, ..." ... og så vigtig ud. "..., og derfor vil de fine garder i sølv og tjenere i guld ikke lukke ... ind!"
"... komme ind ...?"
"Arh. måske alligevel," ... og så hemmelighedsfuld ud. "Min kæreste kender nemlig en bagtrappe, som fører op till prinsessens soveværelse."
"Fedt!" ... "Men er døren ikke låst?"
"Jo, jo," ... "Selvfølgelig er den det. Men det gør jo ikke noget, når man ved, hvor nøglen ligger, vel?"
"Ved din kæreste det?"
"Ja, ja," ... "Hun ved lige, hvor hun kan snuppe den!"

Så gik de op till slottet og ind i den store, flotte slotshave. Bladene var ved at falde af træerne, og det var mørk aften. De stod stille og ventede, indtil lysene blev slukket inde på slottet, et efter et. Nu var det fri bane, og ... førte ... om bag ved slottet, hvor det ganske rigtigt var en hemmelig bagdør. Bagdøren stod på klem.
...
"Kan vi overhovedet være sikre på, at den lille fyr, som blev gift med prinsessen, ...?" ... Alting passede: Det lange hår, de kloge øjne, de knirkende støvler...
Nu gik de op ad trappen og smuttede ind ad bagdøren. Der brændte en lille lampe på et skab, og midt på gulvet sad ....
..."Kom, nu går vi. ... Så skal jeg vise jer en god vej, vi kan gå uden at møde nogen..." ..., og så begyndte de at gå.
"Det føles, som om nogen følger efter os!" ..., for ... fornemmede noget, der susede forbi som skygger på væggen. Der var heste med flagrende manker, og der var både jægere og fine herrer og damer, som red på hestene.
"Det er bare noget, man drømmer, når man sover!" ... "Kom nu med videre!"

De nåede hen til den første store sal. Den havde røde vægge, og op ad væggene var det store, kunstige blomster. Drømmene fra før susede forbi igen, men ... kunne ikke nå at se dem.  En dør førte videre ind til den næste sal, og sådan fortsatte det. Hver gang, de kom til en ny sal, var den endnu flottere end de forrige. Til sidst kom de ind i prinsessens soveværelse.
"Wauw!"... og så sig omkring med store øjne. Loftet lignede en kæmpemæssig palme af fint glas, og ned fra loftet var det kæder af guld, som lignede stilke på en blomst. Guldkæderne holdt to senge, som begge lignede liljer, en hvid og en rød. I den hvide lå prinsessen, og i den røde lå prinsen. ... gik direkte hen til den røde liljeseng og løftede et af de røde blade til side. ... kunne se en brun nakke. ...  Drømmene kom susende igen, ...
... men da han rejste sig op i sengen, ...


... at de alle sammen fik medlidenhed ....

"Hvad græder du dog sådan for?" spurte den unge prinsesse, som var vågned ovre i sin hvide liljeseng. Så måtte ... fortælle hele sin lange historie -- ....
"Stakkels dig," sagde prinsen og prinsessen. "Og sikk nogle dygtige ..., i er!" sagde de .... "Hvad vil I have som beløning? Vil I have lov til at ... frit omkring? Eller kunne I tænke jer at blive fast ansat her på slottet? Så kunne I blive kongelige hof... og æde alt det, I ville, fra køkkenet?" ... bukkede høfligt og sagde, at de gerne ville have fast ansættelse, for så var de jo sikre på at have mad og husly, når de blev gamle.

"Kom, .... Du kan lægge dig og sove her i min røde liljeseng," sagde prinsen, for det var det bedste, han kunne gøre før .... ... tænkte: "Hvor er ... mennesker dog gode!" ...

Næste morgen fik ... kongelig morgenmad og blev klædt i det fineste silketøj, man kan forestille sig.
"Kunne du tænke dig at blive på slottet nogle dage?" spurgte prinsen, ....
"Hvis I virkelig vil gøre noget for mig, så lån mig en hest og en vogn og et par støvler," sagde .... "Så kan jeg køre ut i verden ...!" Og sådan blev det. ... fik varme støvler og et varmt halstørklæde, og da ... var klar til at køre, holdt der en guldkaret klar til .... På siden af kareten var prinsens og prinsessens logo ridset in i guldet, og inde i vognen var det både tjenere og kusk, som kunne styre hestevognen.
"Rigtig god tur!" sagde prinsen og prinsessen, og så hjalp de ... op i vognen.
... som stod henne i slotsporten. ...

Så kørte de. ... så sig omkring i kareten. Indenfor var den dekoreret med sukkerkringler, og på sæderne lå der lækre frugter og pebernødder overalt.




"God tur!" råbte prinsen og prinsessen, og så vinkede de. Både ... græd, for det var svært at sige farvel. Da de havde kørt nogle kilometer .... Der blev ... siddende, så længe ... kunne se den skinnende vogn snegle sig af sted hen ad de snoede landeveje.

KAPITEL 5
DEN LILLE RØVERPIGE

Guldkareten kørte gennem en mørk skov, men fordi den var af guld, skinnede den stadigvæk klart og smukt. I skoven boede der røvere, og de var sandelig ikke vant til, at der kom skinnende guldkareter forbi:
"Øv, den karet skinner så meget, at det gør ondt i øjnene," sagde en af røverne.
"Den må være lavet af guld!" råbte en af de andre. "Kom, vi stjæler den, ha, ha!" Så styrtede de frem med knive og økser og stoppede vognen. De slog tjenerne og kusken ihjel, ...

KAPITEL 7 
SNEDRONNINGENS SLOT

Pludselig fik de øje på en hest, som ... havde set før. Hvor var det nu, ... havde set den? Nå jo. Det var jo den hest, som havde været spændt for guldkareten! Og hvem var det, der red på hesten? Det var en pige, som ... også have set før.
"Hvem er hun?" ... Hun havde en skinnende rød hue på hovedet, og i hændene havde hun to pistoler.

Røverpigen standsede hesten.
...
... "Og vad med dig? Hvorfor er du redet hertil?"
"Årh, jeg blev altså lidt træt af vare derhjemme hos den gamle røverkælling, du ved. Så jeg tænkte, at nu ville jeg ride ud i verden og lede efter et sjovt sted at være!"
"Det er jeg sikker på, du finder," ... "Men hvad så med prinsen og prinsessen? Hvad er det blevet af dem?"
"De er rejst langt væk til nogle fremmede lande, som jeg ikke kender," sagde røverpigen.











lunes, 17 de septiembre de 2018

GENREDIALEKTIKKEN I "SNEDRONNINGEN"


GENREDIALEKTIKKEN I H. C. ANDERSENS EVENTYR

Niels Ingwersen

"Sneedronningen" er, ligesom "Skyggen", et eventyr man ikke synes at kunne komme udenom, uanset hvad ens ærinde er i forfatterskabet. En hel bog om eventyret udkom i 1986: The Kiss of the Snow Queen af Wolfgang Lederer. Han giver en grundig gennemgang af eventyret og tilslutter sig Simon Grabowskis mening, at eventyret har svare mangler; f.eks. skriver han: "'The Snow Queen' is flawed by its timorous, inconclusive ending" [177]. Simon Grabowski har langt mere respekt for eventyrets oplevelseskvalitet og gør mere præcist end Lederer opmærksom på, at Kaj aldrig opnår den selvindsigt, som man forventer i et dannelses- eller integrationseventyr. Grabowskis utilfredshed er beslægtet med den, mine studenter følte over for Johannes i "Reisekammeraten" - for fra det flerfasede trylleventyr og fra dannelsesromanen (og ofte er der ikke langt mellem disse to genrer) ved vi, at helten må fortjene sin gode skæbne. Husk i øvrigt, at røverpigen i eventyret med typisk lige-ud-ad-landevejen klarsynethed kommenterer den lykkelige udgang ved skeptisk at vurdere Kaj: "Jeg gad vide, om Du fortjener, at man løber til Verdens Ende for din Skyld" (II,76).
Her har vi et af de mest komplicerede og interessante eksempler på den glidning, som jeg nævnte tidligere. Lad mig forklare: Vi starter bogstaveligt talt i et dæmonisk univers - eventyrets første, bitre og veloplagte, humoristiske kapitel, der oplyser os om, at troldspejlets splinter flyver om den dag i dag, - så Vorherre vandt ikke meget ved at spejlet "gik i hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker" (II,50). I en sådan verden - omend den bliver modsagt af bedstemor, Gerda og roserne - kan det ikke undre, at Kaj bliver forført af snedronningen. Det er gjort såre klart, at det er hendes kys, hendes erotiske tiltrækning, antydet tidligere, da Kaj ser hende første gang, der fanger ham (man må indrømme, at Lederers titel er godt valgt). Han bliver gidsel i en verden, der ikke synes at være, men som måske netop er, sensuel og erotisk. I hvert fald er den utroligt skøn, men med eftertryk gøres det klart, at det ikke er én, som Gerda eller Kaj hører hjemme i. De løber bort, hjem til barndommen, med små barnestole og bedstemødre og pietistiske salmer. En verden, som bestemt ikke er erotisk. "Hør nu her", siger mine studenter, "her har vi igen den inkonsekvente H. C. Andersen med sine glidninger eller forskydninger".
Det de reagerer mod er den glidning i fiktionsuniverset, som efter deres mening skader eventyret kunstnerisk. Det lever ikke op til dets egne præmisser. Lad mig præcisere: Da Kaj forsvinder, kidnappet af "den anden kvinde", varer det lidt, inden Gerda sætter ud på sin redningsaktion. Den fører hende til den venlige heks, hendes have og de indskudte blomsterhistorier, som adskillige kritikere har kommenteret, omend ret uforbindende. Men Lederer ved besked, for han erklærer resolut, at blomsternes historier er "not interesting. They are overly romantic and sticky; they are kitsch ... all this seems like Harlequin fiction or true confessions stuff for pulp magazines ... riskfree dreams of romance" [42-43]. Altså en typisk flugt fra virkeligheden foretaget af unge piger, som frygter seksualiteten. Her må man nok kræve en modifikation. For Gerda er disse skæbneanekdoter alt andet end risikoløse. De demonstrerer med al mulig tydelighed - ligesom vindenes historier i "Paradisets Have" - hvad hun kan vente sig i dette risikofyldte liv. Jeg har ikke tid til en grundig gennemgang af hvert mini-eventyr, men de antyder så sandelig en glidning bort fra barndommens verden mod en konfliktfyldt erotisk verden - en der har meget lidt at gøre med den glidning, som forkommer i slutningen af teksten - mod en kristelig, barnlig verden.
I blomsterhistorierne er eros-thanatos det alt andet end trivielle hovedtema. Er det, som Lederer foreslår, falsk perception af tilværelsen? Næppe, for de historier, som blomsterne fortæller, rummer lidenskab, brændende længsel, viden om livets korthed; kort sagt foregriber disse historier det, Gerda kan vente sig - eller måske snarere kunne vente sig. En forviden om det virkelige liv trænger ind i hendes falske verden.
Der er en slående detalje i den næstsidste historie, fortalt af smørblomsten. En sukkersød lille beretning, som ikke synes at have meget at gøre med eros-thanatos tematikken i de fire foregående historier, - man er næsten ved at give Lederer ret: kitsch! Solen skinner - en Biedermeier-sol; alt er idyl, gamle bedstemor sidder udenfor i sin stol, og hun minder Gerda netop om hendes bedstemor og det liv hun har ladt bag sig. I historien får bedstemor et kort besøg (min kursivering) af sin datterdatter. Denne kærlige pige har forladt hjemmet og vender kun tilbage for et kort besøg - altså: kun et kort besøg, bestemt ikke en parallel til slutningen af "Sneedronningen"! Blomsterhistorierne foregriber altså ikke den skæbne, som venter hovedpersonerne. Eventyret glider i en anden retning, én som indsnævrer og lukker af.
Lad mig beskrive denne indsnævring: vi vandrer videre med den unge pige/kvinde, som er sig mere og mere bevidst, at hun må frelse Kaj, men som næppe kender sig selv; vi hører en Klods-Hans-historie, som Gerda misforstår. Hun fatter ikke, at den arrogante Kaj, som hun kendte ham på det sidste, nok ikke ville have vundet prinsessens respekt.
Gerdas rejse mod målet, altså Kaj, fortsætter, men hun er pludselig i den brutale verden, som blomsterhistorierne havde varslet. En pludselig glidning mod en langt mere voksen verden - og det kunne og skulle man vente sig - men næsten samtidig forekommer en anden glidning, som nok er væsentligere og modsat rettet: Da Gerda ved den lille røverpiges hjælp undslipper og rejser videre, forsvinder den sensualitet, der ellers har præget teksten. Det er sigende, at en af sejdkvinderne taler - overmåde didaktisk og teoretisk - om Gerdas specielle uskyld, som hun aldrig må miste. Her slipper H. C. Andersen også forbindelsen med trylleeventyret, hvis struktur han ellers følger ret nøje, for i folkedigtningen opnår eller overtager den magiske hjælper eller helt/heltinde - ofte er de identiske - netop den mørke indsigt, som er troldens eller dæmonens, en erhvervet eller vundet viden, som forvandler én til et virkeligt menneske.
Den uskyldige og rene Gerda redder så sin ven, men hvad redder hun ham fra? - nok ikke blot fra den iskolde fornuft, men også fra seksualiteten. Fortælleren beskriver det indre af snedronningens palads som skønt, men farligt - både intellekt og erotik ses som forjættende, forførende, isnende, isolerende kræfter. Og netop sådan blev snedronningen præsenteret for Kaj og os i begyndelsen af eventyret. Gerda og Kaj flygter, og de tager tanken om evigheden med hjem, - således vil teksten garantere deres frelse og lykke.
Denne harmoniske tolkning kan jeg godt forsvare, hvis jeg accepterer eventyret som blot handlende om åndelig stræben mod evigheden, men det rummer mere end det. To fortællerstemmer taler: én begyndte eventyret, en anden afslutter det, og i midten taler de i munden på hinanden.
Hvis dette synspunkt behøver mere belæg, kan det tilføjes, at den stemme, som afslutter teksten, ikke blot lader os vide, hvordan det ser ud i snedronningens slot, men også, hvordan det burde have set ud: det skulle have været varmere menneskeligt set, med hyggelig komsammen, uskyldig underholdning - altså en glidning mod Biedermeier. Og denne lille indskudte skitse af, hvordan livet skulle have været i disse iskolde, prægtige haller, foregriber således slutningen.
Da Gerda forlader røverreden, forlader hun også sin egen seksualitet, men hendes alter ego, røverpigen, som sigende nok er kritisk over for Gerda, satser klart på et helt anderledes liv. Da de mødes igen på Gerda og Kajs hjemfart, er røverpigen på sin udfart - hun har, kan man mene, bevidst lagt barndommen bag sig og er på vej mod eventyret - ligesom helt og heltinde i folkeeventyret - for at skabe og vinde sin egen verden. For at opsummere kan man sige, at da røverpigen rider bort, tager hun seksualiteten med sig - de præmisser som H. C. Andersen satte op tidligere - og Kaj og Gerda vandrer hjem til bedstemor, ikke på et kort besøg, men for at forblive i barndommen. Netop det, som folkeeventyret hævder, er en umulighed eller unaturlighed.
Vil det sige, at jeg afviser den harmoniske forståelse af "Sneedronningen"? Nej, for det er helt umuligt; selvfølgelig er slutningen på ingen måde ironisk eller blot tvetydig, men glidningen i eventyret - mellem to stemmer - skaber sideløbende historier, der står i et dialektisk forhold til hinanden. Hvis man kun vil se enten den ene eller den anden historie, ser man ikke nok. Enten eller bør afløses af både og.
Men uanset hvordan man læser teksten, gør den første historie det klart at splinterne af troldspejlet stadig flyver omkring og skaber muligheder for grumme misforståelser. Netop det at skabe misforståelser er den skjulte pointe i de historier hovedpersonen fortæller i "Lille Claus og Store Claus", og ved hjælp af disse historier vendes der, som i "Skyggen", op og ned på alting. Denne udgang af H. C. Andersens litterære variant af et gammelt skæmteeventyr foregribes præcist og elegant med den historie som Lille Claus ønsker at fortælle kirkegængerne, og sig selv, om søndagen, når han arbejder for Store Claus: nemlig at han siger hyp til sine egne heste.