SIGURD FORTÆLLER
Illustreret af Stine Rosenberg
SNEDRONNINGEN
KAPITEL 4
PRINSEN OG PRINSESSEN
"... på grund af den prinsesse, han har fundet!"
"Bor han hos en prinsesse?"
...
"Så fortæller jeg ..., så godt jeg kan, ..."
Nu skal du bare høre, hvad ... fortalte:
Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig?
Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig?
Tra la la la la.
Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig?
Ja, prinsessen ville gerne giftes, men hun ville ikke have en mand, som bare var pæn og høflig, for det ville blive alt for kedeligt i længden. Nej, hun ville have en mand, som kunde komme med et sjovt og klogt svar, når man sagde noget til ham. Så kaldte prinsessen alle sine hofdamer sammen og fortalte dem om sin plan, og de blev helt vilde af begejstring: "Det er vel nok en god ide!" sagde de alle sammen og klappede begejstrede i hænderne.
...tror måske ikke på min historie? Det kan ... ellers roligt gøre, for jeg er kæreste med en ..., som bor oppe på slottet, og hun har selv fortalt mig det hele!
Næste dag udkom avisen med den store nyhed, at prinsessen søgte en mand. Det var hjerter på hele avisens forside, og inde i avisen kunde man læse, at enhver mand kunde komme op på slottet næste dag og tale med prinsessen. Den mand, der var bedst til at tale, ville hun gifte sig med. Næste dag strømmede det til med mænd, som ville gifte sig med prinsessen, og dagen efter kom det endnu flere, men ingen av dem var så gode til at tale, at prinsessen ville gifte sig med dem. Ude på gaden kunne de alle sammen godt tale, men så snart de kom ind at slotsporten og så garden i sølv og tjenerne i guld, blev de helt stille. Når de kom op i den store sal, hvor prinsessen sad, kunne de ikke finne ud af andet end at gentage, vad prinsessen sagde, og det syntes hun ærlig talt var ret kedeligt. Når de kom ud på gaden bagefter, kunne de sagtens tale igen, men da var det jo for sent.
"Men hvad så med ...? Var han bland de mange mænd, siden du fortæller den historie?"
"Rolig, rolig, ... Jeg kommer til det nu..."
Nu var det blevet den tredje dag, og nu kom der en lille fyr marcherende op til slottet. Han hade hverken vogn eller hest, og hans tøj var fattigt at se på, men han havde flot langt hår, og hans øjne skinnede ...!
Han havde en rygsæk på ryggen.
Jeg må indrømme, at det ved jeg ikke helt præcist, men hør nu videre, for min ... kæreste har fortalt mig det hele!
Da den lille fyr kom ind ad slotsporten og så garden i sølv og tjenerne i guld, blev han ikke det mindste bange. Han smilede til dem, og så sagde han:
"Dav. Hvor må det dog vare kedeligt at stå herude i de uniformer. Jeg tror, jeg vil gå indenfor til prinsessen i stedet for!" Så gik han indenfor og op ad trappen til salen, hvor prinsessen sad. I salen var det tjenere og hofdamer og fine herrer med alvorlige ansigter, som bar rundt på store guldfade, men den lille fyr blev slet ikke bange for dem. Hans støvler knirkede, og det kunde jo godt have været megapinligt, men tænk sig, det var det slet ikke!
Ja. ..., hvor støvlede knirkede. Den lille fyr gik lige direkte hen till prinsessen. Hun sat oven på en kostbar perle, der var lige så stor som et hjul. Rundt om hende stod hofdamerne og deres piger og deres pigers piger sammen med tjenerne og deres tjenere og deres tjeneres tjenere. Jo tættere, de stod ved døren, jo finere mente de selv, de var, og ham, som stod helt henne ved døren, havde fjollede tøfler på og var så selvfed, at man nærmest ikke kunne holde ud at se på ham.
"Åh, det lyder skrækkeligt. Men vad så med ...? Fik han prinsessen?"
"Lad mig bare sige det, som det er. Prinsessen var så smuk, at hvis ..., så havde jeg taget hende selv! "Også selv om jeg egentlig er forlovet. Og jeg er faktisk kanongod til at tale, især på ..."
"...Hvad med ...? Fik ham prinsessen?
"Okay da. Hør så historien færdig," ... at høre slutningen på ... fortælling.
"Hvis jeg skal gifte mig med dig," sagde prinsessen, da hun så den lille fyr. "så skal jeg først høre, hvor godt du kan tale!"
"Jamen det er slet ikke det, jeg er kommet for!" sagde den lille fyr. "Jeg er kommet for at høre, hvor godt DU kan tale!"
Det gik et sug gennem alle tjenerne og hofdamerne. Sådan var det ingen, der havde turdet tale til prinsessen før. Og fra det øjeblik talte den lille fyr og prinsessen så godt med hinanden, at de endte med at blive gift! De var nemlig vældig kloge begge to!
"...Vil du ikke hjelpe ... op på slottet, så ...?"
"Det er lettere sagt end gjort," ... "Jeg må hellere spørge min ... kæreste om, hvordan man gør. Det er ikke sikkert, at ... kan få lov til at komme in på det fine slot, ..."
"Jo, det skal ... nok få lov til!" ... "... så lukker ... helt sikkert ind lige med det samme!"
"Det vill vise sig," ... "Vent ved stenen der, så ... jeg hen og tjekker det og kommer tilbage ...!" Så ... sin vej.
... ved stenen hele dagen, og først då det var blevet aften, kom ... igen. ... havde et stykke brød ....
"...og her har ... et stykke brød, som min kæreste snuppede til ... i slottets køkken, for ...!"
"Tak," ... "men hvordan kommer ... ind på slottet?"
"Det er desværre ikke muligt, ..." ... og så vigtig ud. "..., og derfor vil de fine garder i sølv og tjenere i guld ikke lukke ... ind!"
"... komme ind ...?"
"Arh. måske alligevel," ... og så hemmelighedsfuld ud. "Min kæreste kender nemlig en bagtrappe, som fører op till prinsessens soveværelse."
"Fedt!" ... "Men er døren ikke låst?"
"Jo, jo," ... "Selvfølgelig er den det. Men det gør jo ikke noget, når man ved, hvor nøglen ligger, vel?"
"Ved din kæreste det?"
"Ja, ja," ... "Hun ved lige, hvor hun kan snuppe den!"
Så gik de op till slottet og ind i den store, flotte slotshave. Bladene var ved at falde af træerne, og det var mørk aften. De stod stille og ventede, indtil lysene blev slukket inde på slottet, et efter et. Nu var det fri bane, og ... førte ... om bag ved slottet, hvor det ganske rigtigt var en hemmelig bagdør. Bagdøren stod på klem.
...
"Kan vi overhovedet være sikre på, at den lille fyr, som blev gift med prinsessen, ...?" ... Alting passede: Det lange hår, de kloge øjne, de knirkende støvler...
Nu gik de op ad trappen og smuttede ind ad bagdøren. Der brændte en lille lampe på et skab, og midt på gulvet sad ....
..."Kom, nu går vi. ... Så skal jeg vise jer en god vej, vi kan gå uden at møde nogen..." ..., og så begyndte de at gå.
"Det føles, som om nogen følger efter os!" ..., for ... fornemmede noget, der susede forbi som skygger på væggen. Der var heste med flagrende manker, og der var både jægere og fine herrer og damer, som red på hestene.
"Det er bare noget, man drømmer, når man sover!" ... "Kom nu med videre!"
De nåede hen til den første store sal. Den havde røde vægge, og op ad væggene var det store, kunstige blomster. Drømmene fra før susede forbi igen, men ... kunne ikke nå at se dem. En dør førte videre ind til den næste sal, og sådan fortsatte det. Hver gang, de kom til en ny sal, var den endnu flottere end de forrige. Til sidst kom de ind i prinsessens soveværelse.
"Wauw!"... og så sig omkring med store øjne. Loftet lignede en kæmpemæssig palme af fint glas, og ned fra loftet var det kæder af guld, som lignede stilke på en blomst. Guldkæderne holdt to senge, som begge lignede liljer, en hvid og en rød. I den hvide lå prinsessen, og i den røde lå prinsen. ... gik direkte hen til den røde liljeseng og løftede et af de røde blade til side. ... kunne se en brun nakke. ... Drømmene kom susende igen, ...
... men da han rejste sig op i sengen, ...
... at de alle sammen fik medlidenhed ....
"Hvad græder du dog sådan for?" spurte den unge prinsesse, som var vågned ovre i sin hvide liljeseng. Så måtte ... fortælle hele sin lange historie -- ....
"Stakkels dig," sagde prinsen og prinsessen. "Og sikk nogle dygtige ..., i er!" sagde de .... "Hvad vil I have som beløning? Vil I have lov til at ... frit omkring? Eller kunne I tænke jer at blive fast ansat her på slottet? Så kunne I blive kongelige hof... og æde alt det, I ville, fra køkkenet?" ... bukkede høfligt og sagde, at de gerne ville have fast ansættelse, for så var de jo sikre på at have mad og husly, når de blev gamle.
"Kom, .... Du kan lægge dig og sove her i min røde liljeseng," sagde prinsen, for det var det bedste, han kunne gøre før .... ... tænkte: "Hvor er ... mennesker dog gode!" ...
Næste morgen fik ... kongelig morgenmad og blev klædt i det fineste silketøj, man kan forestille sig.
"Kunne du tænke dig at blive på slottet nogle dage?" spurgte prinsen, ....
"Hvis I virkelig vil gøre noget for mig, så lån mig en hest og en vogn og et par støvler," sagde .... "Så kan jeg køre ut i verden ...!" Og sådan blev det. ... fik varme støvler og et varmt halstørklæde, og da ... var klar til at køre, holdt der en guldkaret klar til .... På siden af kareten var prinsens og prinsessens logo ridset in i guldet, og inde i vognen var det både tjenere og kusk, som kunne styre hestevognen.
"Rigtig god tur!" sagde prinsen og prinsessen, og så hjalp de ... op i vognen.
... som stod henne i slotsporten. ...
Så kørte de. ... så sig omkring i kareten. Indenfor var den dekoreret med sukkerkringler, og på sæderne lå der lækre frugter og pebernødder overalt.
"God tur!" råbte prinsen og prinsessen, og så vinkede de. Både ... græd, for det var svært at sige farvel. Da de havde kørt nogle kilometer .... Der blev ... siddende, så længe ... kunne se den skinnende vogn snegle sig af sted hen ad de snoede landeveje.
KAPITEL 5
DEN LILLE RØVERPIGE
Guldkareten kørte gennem en mørk skov, men fordi den var af guld, skinnede den stadigvæk klart og smukt. I skoven boede der røvere, og de var sandelig ikke vant til, at der kom skinnende guldkareter forbi:"Øv, den karet skinner så meget, at det gør ondt i øjnene," sagde en af røverne.
"Den må være lavet af guld!" råbte en af de andre. "Kom, vi stjæler den, ha, ha!" Så styrtede de frem med knive og økser og stoppede vognen. De slog tjenerne og kusken ihjel, ...
KAPITEL 7
SNEDRONNINGENS SLOT
Pludselig fik de øje på en hest, som ... havde set før. Hvor var det nu, ... havde set den? Nå jo. Det var jo den hest, som havde været spændt for guldkareten! Og hvem var det, der red på hesten? Det var en pige, som ... også have set før."Hvem er hun?" ... Hun havde en skinnende rød hue på hovedet, og i hændene havde hun to pistoler.
Røverpigen standsede hesten.
...
... "Og vad med dig? Hvorfor er du redet hertil?"
"Årh, jeg blev altså lidt træt af vare derhjemme hos den gamle røverkælling, du ved. Så jeg tænkte, at nu ville jeg ride ud i verden og lede efter et sjovt sted at være!"
"Det er jeg sikker på, du finder," ... "Men hvad så med prinsen og prinsessen? Hvad er det blevet af dem?"
"De er rejst langt væk til nogle fremmede lande, som jeg ikke kender," sagde røverpigen.
No hay comentarios:
Publicar un comentario