GENREDIALEKTIKKEN I "SNEDRONNINGEN"

GENREDIALEKTIKKEN I H. C. ANDERSENS EVENTYR

Niels Ingwersen

"Sneedronningen" er, ligesom "Skyggen", et eventyr man ikke synes at kunne komme udenom, uanset hvad ens ærinde er i forfatterskabet. En hel bog om eventyret udkom i 1986: The Kiss of the Snow Queen af Wolfgang Lederer. Han giver en grundig gennemgang af eventyret og tilslutter sig Simon Grabowskis mening, at eventyret har svare mangler; f.eks. skriver han: "'The Snow Queen' is flawed by its timorous, inconclusive ending" [177]. Simon Grabowski har langt mere respekt for eventyrets oplevelseskvalitet og gør mere præcist end Lederer opmærksom på, at Kaj aldrig opnår den selvindsigt, som man forventer i et dannelses- eller integrationseventyr. Grabowskis utilfredshed er beslægtet med den, mine studenter følte over for Johannes i "Reisekammeraten" - for fra det flerfasede trylleventyr og fra dannelsesromanen (og ofte er der ikke langt mellem disse to genrer) ved vi, at helten må fortjene sin gode skæbne. Husk i øvrigt, at røverpigen i eventyret med typisk lige-ud-ad-landevejen klarsynethed kommenterer den lykkelige udgang ved skeptisk at vurdere Kaj: "Jeg gad vide, om Du fortjener, at man løber til Verdens Ende for din Skyld" (II,76).
Her har vi et af de mest komplicerede og interessante eksempler på den glidning, som jeg nævnte tidligere. Lad mig forklare: Vi starter bogstaveligt talt i et dæmonisk univers - eventyrets første, bitre og veloplagte, humoristiske kapitel, der oplyser os om, at troldspejlets splinter flyver om den dag i dag, - så Vorherre vandt ikke meget ved at spejlet "gik i hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker" (II,50). I en sådan verden - omend den bliver modsagt af bedstemor, Gerda og roserne - kan det ikke undre, at Kaj bliver forført af snedronningen. Det er gjort såre klart, at det er hendes kys, hendes erotiske tiltrækning, antydet tidligere, da Kaj ser hende første gang, der fanger ham (man må indrømme, at Lederers titel er godt valgt). Han bliver gidsel i en verden, der ikke synes at være, men som måske netop er, sensuel og erotisk. I hvert fald er den utroligt skøn, men med eftertryk gøres det klart, at det ikke er én, som Gerda eller Kaj hører hjemme i. De løber bort, hjem til barndommen, med små barnestole og bedstemødre og pietistiske salmer. En verden, som bestemt ikke er erotisk. "Hør nu her", siger mine studenter, "her har vi igen den inkonsekvente H. C. Andersen med sine glidninger eller forskydninger".
Det de reagerer mod er den glidning i fiktionsuniverset, som efter deres mening skader eventyret kunstnerisk. Det lever ikke op til dets egne præmisser. Lad mig præcisere: Da Kaj forsvinder, kidnappet af "den anden kvinde", varer det lidt, inden Gerda sætter ud på sin redningsaktion. Den fører hende til den venlige heks, hendes have og de indskudte blomsterhistorier, som adskillige kritikere har kommenteret, omend ret uforbindende. Men Lederer ved besked, for han erklærer resolut, at blomsternes historier er "not interesting. They are overly romantic and sticky; they are kitsch ... all this seems like Harlequin fiction or true confessions stuff for pulp magazines ... riskfree dreams of romance" [42-43]. Altså en typisk flugt fra virkeligheden foretaget af unge piger, som frygter seksualiteten. Her må man nok kræve en modifikation. For Gerda er disse skæbneanekdoter alt andet end risikoløse. De demonstrerer med al mulig tydelighed - ligesom vindenes historier i "Paradisets Have" - hvad hun kan vente sig i dette risikofyldte liv. Jeg har ikke tid til en grundig gennemgang af hvert mini-eventyr, men de antyder så sandelig en glidning bort fra barndommens verden mod en konfliktfyldt erotisk verden - en der har meget lidt at gøre med den glidning, som forkommer i slutningen af teksten - mod en kristelig, barnlig verden.
I blomsterhistorierne er eros-thanatos det alt andet end trivielle hovedtema. Er det, som Lederer foreslår, falsk perception af tilværelsen? Næppe, for de historier, som blomsterne fortæller, rummer lidenskab, brændende længsel, viden om livets korthed; kort sagt foregriber disse historier det, Gerda kan vente sig - eller måske snarere kunne vente sig. En forviden om det virkelige liv trænger ind i hendes falske verden.
Der er en slående detalje i den næstsidste historie, fortalt af smørblomsten. En sukkersød lille beretning, som ikke synes at have meget at gøre med eros-thanatos tematikken i de fire foregående historier, - man er næsten ved at give Lederer ret: kitsch! Solen skinner - en Biedermeier-sol; alt er idyl, gamle bedstemor sidder udenfor i sin stol, og hun minder Gerda netop om hendes bedstemor og det liv hun har ladt bag sig. I historien får bedstemor et kort besøg (min kursivering) af sin datterdatter. Denne kærlige pige har forladt hjemmet og vender kun tilbage for et kort besøg - altså: kun et kort besøg, bestemt ikke en parallel til slutningen af "Sneedronningen"! Blomsterhistorierne foregriber altså ikke den skæbne, som venter hovedpersonerne. Eventyret glider i en anden retning, én som indsnævrer og lukker af.
Lad mig beskrive denne indsnævring: vi vandrer videre med den unge pige/kvinde, som er sig mere og mere bevidst, at hun må frelse Kaj, men som næppe kender sig selv; vi hører en Klods-Hans-historie, som Gerda misforstår. Hun fatter ikke, at den arrogante Kaj, som hun kendte ham på det sidste, nok ikke ville have vundet prinsessens respekt.
Gerdas rejse mod målet, altså Kaj, fortsætter, men hun er pludselig i den brutale verden, som blomsterhistorierne havde varslet. En pludselig glidning mod en langt mere voksen verden - og det kunne og skulle man vente sig - men næsten samtidig forekommer en anden glidning, som nok er væsentligere og modsat rettet: Da Gerda ved den lille røverpiges hjælp undslipper og rejser videre, forsvinder den sensualitet, der ellers har præget teksten. Det er sigende, at en af sejdkvinderne taler - overmåde didaktisk og teoretisk - om Gerdas specielle uskyld, som hun aldrig må miste. Her slipper H. C. Andersen også forbindelsen med trylleeventyret, hvis struktur han ellers følger ret nøje, for i folkedigtningen opnår eller overtager den magiske hjælper eller helt/heltinde - ofte er de identiske - netop den mørke indsigt, som er troldens eller dæmonens, en erhvervet eller vundet viden, som forvandler én til et virkeligt menneske.
Den uskyldige og rene Gerda redder så sin ven, men hvad redder hun ham fra? - nok ikke blot fra den iskolde fornuft, men også fra seksualiteten. Fortælleren beskriver det indre af snedronningens palads som skønt, men farligt - både intellekt og erotik ses som forjættende, forførende, isnende, isolerende kræfter. Og netop sådan blev snedronningen præsenteret for Kaj og os i begyndelsen af eventyret. Gerda og Kaj flygter, og de tager tanken om evigheden med hjem, - således vil teksten garantere deres frelse og lykke.
Denne harmoniske tolkning kan jeg godt forsvare, hvis jeg accepterer eventyret som blot handlende om åndelig stræben mod evigheden, men det rummer mere end det. To fortællerstemmer taler: én begyndte eventyret, en anden afslutter det, og i midten taler de i munden på hinanden.
Hvis dette synspunkt behøver mere belæg, kan det tilføjes, at den stemme, som afslutter teksten, ikke blot lader os vide, hvordan det ser ud i snedronningens slot, men også, hvordan det burde have set ud: det skulle have været varmere menneskeligt set, med hyggelig komsammen, uskyldig underholdning - altså en glidning mod Biedermeier. Og denne lille indskudte skitse af, hvordan livet skulle have været i disse iskolde, prægtige haller, foregriber således slutningen.
Da Gerda forlader røverreden, forlader hun også sin egen seksualitet, men hendes alter ego, røverpigen, som sigende nok er kritisk over for Gerda, satser klart på et helt anderledes liv. Da de mødes igen på Gerda og Kajs hjemfart, er røverpigen på sin udfart - hun har, kan man mene, bevidst lagt barndommen bag sig og er på vej mod eventyret - ligesom helt og heltinde i folkeeventyret - for at skabe og vinde sin egen verden. For at opsummere kan man sige, at da røverpigen rider bort, tager hun seksualiteten med sig - de præmisser som H. C. Andersen satte op tidligere - og Kaj og Gerda vandrer hjem til bedstemor, ikke på et kort besøg, men for at forblive i barndommen. Netop det, som folkeeventyret hævder, er en umulighed eller unaturlighed.
Vil det sige, at jeg afviser den harmoniske forståelse af "Sneedronningen"? Nej, for det er helt umuligt; selvfølgelig er slutningen på ingen måde ironisk eller blot tvetydig, men glidningen i eventyret - mellem to stemmer - skaber sideløbende historier, der står i et dialektisk forhold til hinanden. Hvis man kun vil se enten den ene eller den anden historie, ser man ikke nok. Enten eller bør afløses af både og.
Men uanset hvordan man læser teksten, gør den første historie det klart at splinterne af troldspejlet stadig flyver omkring og skaber muligheder for grumme misforståelser. Netop det at skabe misforståelser er den skjulte pointe i de historier hovedpersonen fortæller i "Lille Claus og Store Claus", og ved hjælp af disse historier vendes der, som i "Skyggen", op og ned på alting. Denne udgang af H. C. Andersens litterære variant af et gammelt skæmteeventyr foregribes præcist og elegant med den historie som Lille Claus ønsker at fortælle kirkegængerne, og sig selv, om søndagen, når han arbejder for Store Claus: nemlig at han siger hyp til sine egne heste.