H.C. Andersen og realismen
Eventyrforfatteren var nok en del af samtidens romantiske tradition
og fast i troen på en guddommelig mening med altet, men det kneb til
tider at få øje på meningen
Da Danmark i 2005 dannede ramme om den storstilede
fejring af H.C. Andersens 200-års fødselsdag, var et vigtigt
omdrejningspunkt de mange selvbiografiske elementer, som man
uomtvisteligt kan finde i digterens legendariske eventyrproduktion. Til
gengæld blev der i årets løb ikke udfoldet de store bestræbelser på at
afdække, hvorledes de selv samme eventyr genspejler det 19. århundredes
litterære strømninger fra romantikken til det moderne gennembrud.
Et forhold, man kun kan beklage, idet tidligere, desværre ret sparsom, forskning har vist, at man netop i 1800-tallets generelle litteraturhistoriske udvikling kan finde en lige så vigtig nøgle til Andersens dynamiske, perspektivrige og ambitiøse (eventyr)forfatterskab.
Vidnesbyrd herom kan man eksempelvis få via en sammenlignende analyse af de to eventyr "Snedronningen" (1845) og "Isjomfruen" (1862), der rummer mange både kompositoriske og ikke mindst tematiske fællestræk i deres veloplagte beskrivelser af fire unge elskendes kampe imod to frygtindgydende, frosne femmes fatale.
"Snedronningen", der er skrevet lige midt i romantikkens århundrede, anvender således eventyrets og romantikkens trefasede (dannelses)forløb som strukturel ramme: Det begynder med en harmonisk barndomsskildring. Det fortsætter med overgangen til voksenlivet, hvor de to hovedpersoner Kaj og Gerda skal prøve kræfter med både sig selv og omverdenen. Og endelig slutter det med, at de begge kan vende helskindede hjem til barndommens land, hvor alt er det samme og alligevel helt forandret, fordi de i mellemtiden er blevet voksne og klogere på livet.
Af andre karakteristiske romantiske træk kan desuden nævnes Gerdas ufravigelige (barne)tro, som bl.a. kommer til udtryk, da hun, ved at sige sit Fadervor, overvinder en byge af Snedronningens dødbringende snefnug. Og så må man selvfølgelig ikke glemme naturens ophøjede rolle, der understreges, da samme Gerda besøger et sterilt kongepars soveværelse, hvor man i ædle, men golde metaller forgæves har forsøgt at give indtryk af ægte passion og frugtbarhed: "Loftet herinde lignede en stor Palme med Blade af Glas, kostbart Glas, og midt paa Gulvet hang i en tyk Stilk af Guld to Senge, der hver saae ud som Lilier".
Men på trods af mange romantiske træk kan man dog i "Snedronningen" også spore et gradvist og fremsynet tilløb til at udfordre tidens litterære rettesnore. F.eks. var det et solidt romantisk dogme, at kunsten og i forlængelse heraf de udøvende kunstnere var i stand til at (gen)skabe kontakt til en højere guddommelig verden. Men da Gerda er fange hos en ond troldkvinde, og derfor søger råd hos en samling kreative blomster, giver de sig i stedet for at hjælpe hende frejdigt til at optræde med hver deres personlige eventyr, sange og viser.
Andersens (selv)ironiske pointe er så, at disse scenevante personager blot er en samling egoister, som kun vil fortælle om sig selv og deres egne problemer frem for at interessere sig for, hvad deres medmennesker må gå igennem. En tematik, som han også udforskede i andre eventyr så som "Den flyvende Kuffert" (1839) og "Loppen og Professoren" (1872), der begge omhandler kunsten som illusion og i yderste konsekvens bedrag.
Denne eksperimenteren med på en romantisk baggrund at lade kunsteventyret rumme tanker og følelser, der senere skulle blive en del af det moderne gennembrud, træder endnu tydeligere frem 17 år senere i det langt mindre kendte, men til gengæld også langt mere komplekse eventyr "Isjomfruen".
Heri fortæller Andersen om den unge Rudy, der forsøger at gøre sine hoser grønne hos møllerens Babette, samtidig med at han hele tiden må passe på ikke at falde i Isjomfruens kløer. Altså en på alle måder klassisk inspireret historie, der oven i købet for størstedelens vedkommende udspiller sig i de mageløse schweiziske alper, hvor Rudy i store træk følger romantikkens ideal om "den ædle vilde", der lever i pagt med naturen.
Dér, hvor de romantiske fuger begynder at knage, er imidlertid i Andersens tvetydige beskrivelse af denne ædle vildskab. For selv om Rudy er naturens muntre søn, er han samtidig asocial ("Aldrig legede han med de andre Børn"), og hans fascination af det drabelige landskab gælder i lige så høj grad dets mere dunkle sider: "Smile saae man ham kun, naar han stod ved det brusende Vandfald, eller naar han hørte en Lavine rulle".
Ligeledes problematisk er også den ellers på papiret så eventyrlige romance imellem den fattige jæger og den rige møllerdatter. For hvor Kaj og Gerda i "Snedronningen" opnåede en lykkelige forening på tværs og på trods af alle tænkelige forhindringer, så er Rudy og Babettes følelses- og driftsliv så splittet og kaotisk, at en egentlig harmoni ikke synes mulig.
Den på overfladen så nysselige Babette bærer - som en anden fru Marie Grubbe, hvis skæbne Andersen i øvrigt senere beskrev i eventyret "Hønse-Grethes Familie" (1870) - rundt på et latent ønske om at realisere sig selv seksuelt, hvilket giver sig udslag i, at hun lader sig friste af sin egen spradebasse af en fætter.
Og på et tidspunkt prøver Isjomfruen, i skikkelse af en ung smuk pige, at forføre Rudy. Ganske vist uden held, men episoden afslører, at han i mødet med denne sexede fantom ("frisk som den nyfaldne Snee, svulmende som Alperosen og let som et Kid") oplever en berusende livsglæde, som den konventionelle Babette aldrig har kunnet give ham. Og konklusionen må nødvendigvis blive, at var han virkelig blevet Isjomfruens bytte, så havde der også været tale om en befrielse fra det borgerlige ægteskab med alt, hvad deraf hører af hykleri, stilstand og undertrykte længsler!
Historiens overordnede og lettere frustrerede facit synes derfor at være et kompliceret had-kærlighedsforhold til de mere eller mindre uovervindelige lidenskaber. En tankegang, som går fint i spænd med datidens tiltagende mere realistiske strømninger, der ikke umiddelbart kunne se nogen lykkelig forening af det sjælelige og det legemlige på trods af oprigtig kærlighed og ydmyge forventninger: "Jeg holder af hende og hun holder af Mig! Og Naar der er Melk i Bøtten til Én, saa er der ogsaa Melk i Bøtten til To!"
Det største tryk mod de romantiske rammer kommer dog i eventyrets slutning, hvor Andersen på selve dagen før Rudy og Babettes bryllup, lader Isjomfruen tage Rudy med sig ned i de kolde dybder, til Babettes grænseløse fortvivlelse.
Derefter følger der godt nok en forsikring om, at "G*d lader det Bedste skee for os!". Men selv om Andersens romantiske hovedstol derved er intakt, fordi han aldrig tvivler på en guddommelig mening med altet, så aner man dog også en smertelig erkendelse af, at denne mening til tider kan være svær at få øje på.
En finale, der i sin tid fik en dybt rystet Bjørnstjerne Bjørnson til efter endt læsning at fare i blækhuset og skrive til Andersen: "Men, kjere, milde Mand, at De havde Hjerte til at slaa dette Billede i stykker for os!"
H.C. Andersens 190 eventyr er så langt fra nogen homogen masse. Men de har det fællestræk, at man ud af dem kan aflæse deres ophavsmands originale, grænseoverskridende og i store træk bevidste udvikling, som skiftevis var både i pagt og på forkant med 1800-tallets overordnede litterære evolution. Og der er følgelig tale om et område, der så afgjort burde have større bevågenhed inden for Andersen-forskningen.
Kristoffer Verholt
Lavendelvej 11, Odense C, er cand.mag.
Kronikken er et resumé af artiklen "Frosne femmes fatales", som blev publiceret i H.C. Andersens Hus' årsskrift Anderseniana 2007
Et forhold, man kun kan beklage, idet tidligere, desværre ret sparsom, forskning har vist, at man netop i 1800-tallets generelle litteraturhistoriske udvikling kan finde en lige så vigtig nøgle til Andersens dynamiske, perspektivrige og ambitiøse (eventyr)forfatterskab.
Vidnesbyrd herom kan man eksempelvis få via en sammenlignende analyse af de to eventyr "Snedronningen" (1845) og "Isjomfruen" (1862), der rummer mange både kompositoriske og ikke mindst tematiske fællestræk i deres veloplagte beskrivelser af fire unge elskendes kampe imod to frygtindgydende, frosne femmes fatale.
"Snedronningen", der er skrevet lige midt i romantikkens århundrede, anvender således eventyrets og romantikkens trefasede (dannelses)forløb som strukturel ramme: Det begynder med en harmonisk barndomsskildring. Det fortsætter med overgangen til voksenlivet, hvor de to hovedpersoner Kaj og Gerda skal prøve kræfter med både sig selv og omverdenen. Og endelig slutter det med, at de begge kan vende helskindede hjem til barndommens land, hvor alt er det samme og alligevel helt forandret, fordi de i mellemtiden er blevet voksne og klogere på livet.
Af andre karakteristiske romantiske træk kan desuden nævnes Gerdas ufravigelige (barne)tro, som bl.a. kommer til udtryk, da hun, ved at sige sit Fadervor, overvinder en byge af Snedronningens dødbringende snefnug. Og så må man selvfølgelig ikke glemme naturens ophøjede rolle, der understreges, da samme Gerda besøger et sterilt kongepars soveværelse, hvor man i ædle, men golde metaller forgæves har forsøgt at give indtryk af ægte passion og frugtbarhed: "Loftet herinde lignede en stor Palme med Blade af Glas, kostbart Glas, og midt paa Gulvet hang i en tyk Stilk af Guld to Senge, der hver saae ud som Lilier".
Men på trods af mange romantiske træk kan man dog i "Snedronningen" også spore et gradvist og fremsynet tilløb til at udfordre tidens litterære rettesnore. F.eks. var det et solidt romantisk dogme, at kunsten og i forlængelse heraf de udøvende kunstnere var i stand til at (gen)skabe kontakt til en højere guddommelig verden. Men da Gerda er fange hos en ond troldkvinde, og derfor søger råd hos en samling kreative blomster, giver de sig i stedet for at hjælpe hende frejdigt til at optræde med hver deres personlige eventyr, sange og viser.
Andersens (selv)ironiske pointe er så, at disse scenevante personager blot er en samling egoister, som kun vil fortælle om sig selv og deres egne problemer frem for at interessere sig for, hvad deres medmennesker må gå igennem. En tematik, som han også udforskede i andre eventyr så som "Den flyvende Kuffert" (1839) og "Loppen og Professoren" (1872), der begge omhandler kunsten som illusion og i yderste konsekvens bedrag.
Denne eksperimenteren med på en romantisk baggrund at lade kunsteventyret rumme tanker og følelser, der senere skulle blive en del af det moderne gennembrud, træder endnu tydeligere frem 17 år senere i det langt mindre kendte, men til gengæld også langt mere komplekse eventyr "Isjomfruen".
Heri fortæller Andersen om den unge Rudy, der forsøger at gøre sine hoser grønne hos møllerens Babette, samtidig med at han hele tiden må passe på ikke at falde i Isjomfruens kløer. Altså en på alle måder klassisk inspireret historie, der oven i købet for størstedelens vedkommende udspiller sig i de mageløse schweiziske alper, hvor Rudy i store træk følger romantikkens ideal om "den ædle vilde", der lever i pagt med naturen.
Dér, hvor de romantiske fuger begynder at knage, er imidlertid i Andersens tvetydige beskrivelse af denne ædle vildskab. For selv om Rudy er naturens muntre søn, er han samtidig asocial ("Aldrig legede han med de andre Børn"), og hans fascination af det drabelige landskab gælder i lige så høj grad dets mere dunkle sider: "Smile saae man ham kun, naar han stod ved det brusende Vandfald, eller naar han hørte en Lavine rulle".
Ligeledes problematisk er også den ellers på papiret så eventyrlige romance imellem den fattige jæger og den rige møllerdatter. For hvor Kaj og Gerda i "Snedronningen" opnåede en lykkelige forening på tværs og på trods af alle tænkelige forhindringer, så er Rudy og Babettes følelses- og driftsliv så splittet og kaotisk, at en egentlig harmoni ikke synes mulig.
Den på overfladen så nysselige Babette bærer - som en anden fru Marie Grubbe, hvis skæbne Andersen i øvrigt senere beskrev i eventyret "Hønse-Grethes Familie" (1870) - rundt på et latent ønske om at realisere sig selv seksuelt, hvilket giver sig udslag i, at hun lader sig friste af sin egen spradebasse af en fætter.
Og på et tidspunkt prøver Isjomfruen, i skikkelse af en ung smuk pige, at forføre Rudy. Ganske vist uden held, men episoden afslører, at han i mødet med denne sexede fantom ("frisk som den nyfaldne Snee, svulmende som Alperosen og let som et Kid") oplever en berusende livsglæde, som den konventionelle Babette aldrig har kunnet give ham. Og konklusionen må nødvendigvis blive, at var han virkelig blevet Isjomfruens bytte, så havde der også været tale om en befrielse fra det borgerlige ægteskab med alt, hvad deraf hører af hykleri, stilstand og undertrykte længsler!
Historiens overordnede og lettere frustrerede facit synes derfor at være et kompliceret had-kærlighedsforhold til de mere eller mindre uovervindelige lidenskaber. En tankegang, som går fint i spænd med datidens tiltagende mere realistiske strømninger, der ikke umiddelbart kunne se nogen lykkelig forening af det sjælelige og det legemlige på trods af oprigtig kærlighed og ydmyge forventninger: "Jeg holder af hende og hun holder af Mig! Og Naar der er Melk i Bøtten til Én, saa er der ogsaa Melk i Bøtten til To!"
Det største tryk mod de romantiske rammer kommer dog i eventyrets slutning, hvor Andersen på selve dagen før Rudy og Babettes bryllup, lader Isjomfruen tage Rudy med sig ned i de kolde dybder, til Babettes grænseløse fortvivlelse.
Derefter følger der godt nok en forsikring om, at "G*d lader det Bedste skee for os!". Men selv om Andersens romantiske hovedstol derved er intakt, fordi han aldrig tvivler på en guddommelig mening med altet, så aner man dog også en smertelig erkendelse af, at denne mening til tider kan være svær at få øje på.
En finale, der i sin tid fik en dybt rystet Bjørnstjerne Bjørnson til efter endt læsning at fare i blækhuset og skrive til Andersen: "Men, kjere, milde Mand, at De havde Hjerte til at slaa dette Billede i stykker for os!"
H.C. Andersens 190 eventyr er så langt fra nogen homogen masse. Men de har det fællestræk, at man ud af dem kan aflæse deres ophavsmands originale, grænseoverskridende og i store træk bevidste udvikling, som skiftevis var både i pagt og på forkant med 1800-tallets overordnede litterære evolution. Og der er følgelig tale om et område, der så afgjort burde have større bevågenhed inden for Andersen-forskningen.
Kristoffer Verholt
Lavendelvej 11, Odense C, er cand.mag.
Kronikken er et resumé af artiklen "Frosne femmes fatales", som blev publiceret i H.C. Andersens Hus' årsskrift Anderseniana 2007